1. oktober 2026

 

 

Niels Peter Louis-Hansen har i dag stiftet Coloplast Fonden og som gave overdraget sin ejerandel i Coloplast Holding ApS til fonden. Overdragelsen sker som led i et generationsskifte, hvor den bestemmende indflydelse i Coloplast A/S forankres permanent i den nye fond. Det skal sikre et langsigtet og stabilt ejerskab af Coloplast, understøtte selskabets fortsatte udvikling og danne grundlag for fremtidige uddelinger til almennyttige formål.

 

Coloplast A/S blev grundlagt af Niels Peter Louis-Hansens forældre, Aage og Johanne Louis-Hansen, i 1957. I dag er Coloplast en ledende, global medtechvirksomhed, der udvikler produkter og serviceydelser, som gør livet lettere for mennesker med behov for intim sundhedspleje. Virksomhedens forretningsområder omfatter blandt andet stomi, kontinens, urologi, sår- og vævsbehandling samt stemme- og respiratorisk pleje. Selskabet har hovedsæde i Humlebæk i Nordsjælland og beskæftiger mere end 17.000 medarbejdere globalt.

 

Den bestemmende indflydelse i Coloplast A/S er samlet i Coloplast Holding ApS, som ejer ca. 29,5 % af kapitalen og ca. 51,4 % af stemmerne i Coloplast A/S. Coloplast Holding ApS har hidtil været ejet af NPLH Holding ApS og et datterselskab af Aage og Johanne Louis-Hansens Fond. NPLH Holding ApS er ejet af Niels Peter Louis-Hansen. Aage og Johanne Louis-Hansens Fond blev stiftet i 1969 på initiativ af hans mor, Johanne Louis-Hansen.

 

Som led i stiftelsen af Coloplast Fonden har NPLH Holding ApS givet hele sin ejerandel i Coloplast Holding ApS til den nye fond. Coloplast Fonden bliver dermed kontrollerende ejer af Coloplast Holding ApS og derigennem Coloplast A/S, mens Aage og Johanne Louis-Hansens Fond fortsætter som indirekte medejer af Coloplast Holding ApS.

 

Gennem sin ejerandel i Coloplast Holding ApS ejer Coloplast Fonden indirekte ca. 18,5 % af kapitalen og ca. 36,5 % af stemmerne i Coloplast A/S. Fondens indirekte ejerandel af Coloplast A/S har en værdi på ca. 18 mia. kr. baseret på den aktuelle kurs på Coloplast-aktien.

 

”Det er en glæde for min familie og mig, at jeg i dag har kunnet stifte en ny almennyttig fond og dermed permanent forankre den bestemmende indflydelse i Coloplast. Det skal sikre selskabets langsigtede stabilitet og fortsatte udvikling til gavn for selskabets medarbejdere, brugere, aktionærer og øvrige interessenter. Fondsstiftelsen sikrer samtidig, at virksomheden forbliver baseret i Danmark, ligesom Coloplast Fonden gennem sine uddelinger til almennyttige formål kan bidrage til det samfund, som Coloplast er en del af,” udtaler Niels Peter Louis-Hansen.

 

Stiftelsen af Coloplast Fonden fuldender det generationsskifte, som Niels Peter Louis-Hansen og Aage og Johanne Louis-Hansens Fond indledte med etableringen af Coloplast Holding ApS i 2023 for at sikre et samlet, stabilt og langsigtet ejerskab af Coloplast A/S i et fælles selskab. Stiftelsen af Coloplast Fonden ændrer ikke Coloplast A/S’ ledelse, strategi eller drift.

 

Coloplast Fonden og Aage og Johanne Louis-Hansens Fond har begge fortsat til hensigt at understøtte Coloplast A/S’ langsigtede udvikling gennem deres fælles ejerskab af Coloplast Holding ApS. Det er Niels Peter Louis-Hansens forventning, at Coloplast Fonden og Coloplast Holding ApS vil udøve sine aktionærrettigheder i Coloplast A/S på samme måde, som hans mor og han selv har forvaltet den bestemmende indflydelse i Coloplast siden børsnoteringen af selskabet i 1983.

 

Coloplast Fondens formål og ledelse 

 

Coloplast Fonden er en dansk erhvervsdrivende fond med et almennyttigt formål. Fonden kan støtte almene, videnskabelige og kunstneriske formål samt personer og institutioner, som bestyrelsen vurderer, har behov for støtte eller opmuntring. Alle uddelinger skal være almenvelgørende eller almennyttige.

 

Coloplast Fondens ejerandel i Coloplast Holding ApS vil være placeret i et helejet datterselskab, CF Holding af 2026 ApS. Udbyttet fra Coloplast A/S vil derfor i første omgang tilfalde Coloplast Fondens datterselskab. Under forudsætning af, at Coloplast A/S fastholder de seneste års udbytteniveau, kan Coloplast Fondens datterselskab forvente at modtage et årligt udbytte i niveauet ca. 900 mio. kr.

 

Coloplast Fondens bestyrelse vil bestå af Niels Peter Louis-Hansen, Elisabeth Nøjgaard og Henrik Dahl. Niels Peter Louis-Hansen, der er næstformand i Coloplast A/S’ bestyrelse og formand for Aage og Johanne Louis-Hansens Fond, bliver formand for den nye fond.

 

Elisabeth Nøjgaard er tidligere koncerndirektør for forlaget Gyldendal A/S og direktør for Karen Blixen Museum. Hun er i dag professionelt bestyrelsesmedlem og rådgiver med erfaring inden for ledelse og forretningsudvikling. Hun er blandt andet bestyrelsesleder for Øregaard Museum og Forfatterskolen samt medlem af bestyrelsen for bl.a. Kristeligt Dagblad, Deloitte Fonden, Gads Forlag og Den Hirschsprungske Samling.

 

Henrik Dahl er advokat og partner i advokatfirmaet Bruun & Hjejle med særlig erfaring inden for fondsret og filantropi. Han er formand for bl.a. Knud Højgaards Fond, Kong Frederik den Syvendes Stiftelse på Jægerspris og Opera Hedeland.

 

Christine Wiberg-Lyng bliver direktør for Coloplast Fonden. Hun fortsætter som direktør for Aage og Johanne Louis-Hansens Fond, hvor hun har været direktør siden 2020 og inden da sekretariatschef fra 2013. Christine Wiberg-Lyng har omfattende erfaring med organisationsopbygning og forandringsledelse samt filantropi og humanitære indsatser fra både offentlige og private organisationer.

 

Bestyrelsen i CF Holding af 2026 ApS består af bestyrelsesformand Niels Peter Louis-Hansen, Henrik Dahl, Elisabeth Nøjgaard samt Michael Pram Rasmussen, der bl.a. er bestyrelsesformand for Semler Gruppen A/S og tidligere har været bestyrelsesformand for A.P. Møller – Mærsk A/S, Topdanmark A/S og Coloplast A/S.

 

Coloplast Fondens første regnskabsår løber fra den 1. oktober 2026 til den 30. september 2027. I denne periode vil fonden fokusere på at opbygge sin administration og fastlægge sin uddelingspolitik og organisatoriske rammer.

 

Fonden forventer tidligst at påbegynde sine uddelinger i andet halvår af 2027. Nærmere oplysninger om uddelingsområder, ansøgningskriterier og tidspunktet for åbning for ansøgninger offentliggøres, når uddelingspolitikken er fastlagt og fondens hjemmeside er lanceret.

 

 

Kontakt:

Louise Münter

lmm@impactpartners.dk

+45 40486634