Krydsjagt No. VII er blandt de ti ældste bevarede træskibe i Danmark. Det blev bygget i 1890 på NF Hansens værft i Odense og kom siden vidt omkring. Skibet blev både brugt til at opkræve told med, inden skibene nåede havn, stoppe smuglere og som øvelsesfartøj for marinen. Fra 1958 og resten af århundredet blev skibet, under privat eje, bl.a. brugt som skjulested for en gruppe bankrøvere og som sejlende atelier for et tysk ægtepar.
I Danmark troede man, at skibet var gået tabt, men i 2004 modtog Skibsbevaringsfonden et tip om, at skibet var til salg i Tyrkiet. En redningsaktion blev iværksat for at få skibet hjem til Danmark, og Aage og Johanne Louis-Hansens Fond har været med til at støtte en totalrestaurering af det sjældne træskib. Restaureringen foregår på Hobro Værft.
Projektejer: Fonden Krydsjagt VII
Bevillingsår: 2021
Støtte: 1.960.000 kr.
Foto: Fonden Krydsjagt VII
Senest opdateret d. 24-01-2021