En vandreudstilling i rum og tid

Rummet er en uendelig kilde til fascination. Da astronaut Andreas Mogensen i 2015 blev den første dansker i rummet, eksploderede interessen – også blandt de yngste. Almindelige mennesker får nu mulighed for at leve sig ind i Andreas Mogensens univers, når  “En vandreudstilling i rum og tid” bliver skudt i gang.

DTU Space

Fakta

Projektejer: DTU Space

 

Projekt: Danmark i rummet fra Tycho Brahe til Andreas Mogensen

 

Bevillingsår: 2016

 

Fondens støtte: 627.625 kroner.

 

Opdateret: 27.01.2017

En vandreudstilling i rum og tid

– Tanken er at bringe rummet ud på steder, hvor man ikke forventer at støde på astronomi, nemlig gader og pladser, siger Kristian Petersen, direktør for DTU Space. – Rummet fascinerer, og ved at tage udgangspunkt i den fascination får vi med en vandreudstilling skubbet lidt til dem, der ikke selv opsøger viden om rummet.

Vandreudstilling
Det er Astronomisk Selskab, der i et samarbejde med DTU Space har lavet udstillingen og opstiller den på ti udendørs lokaliteter over hele landet. Flere steder kombineres den med arrangementer på et lokalt observatorium, ligesom medlemmer af foreningen optræder i rollen som guides. – En plakat giver interesse, men det gør større indtryk at tale med én, der kan fremvise kikkerter eller uddybe udstillingens plancher, siger formanden for Astronomisk Selskab, Michael Quade.

Danmark i rummet for de yngste – med bidrag fra Andreas Mogensen
Med otte små bøger henvender initiativet Danmark i rummet sig også til børnene. Michael Quade har skrevet bogen om Stjernehimlen, der med seksten sider i et enkelt sprog fortæller om alt det, børn både kan se og undres over, fx hvor stjernerne bliver af om dagen: Der er lige så mange stjerner på himlen som om natten. Man kan bare ikke se dem, fordi Solen oplyser himlen.

Fra stjernehimlen kan man gå videre til bøger om Hubbleteleskopet, lysets hastighed, rumfartøjer, stjernernes lyde, eksperimenter med bittesmå dyr i rummet og, som et scoop, skriver Andreas Mogensen om Min rumrejse.

Sammen udgør bøgerne en større erkendelsesrejse. Barnet vil efter læsningen sikkert kunne leve sig ind i Andreas Mogensen følelse efter turen i rummet: Min krop føles utrolig tung, og jeg er lidt svimmel. Jeg skal lige vænne mig til tyngdekraften igen.

Udforsk relaterede temaer