Eksperimenterende Experimentarium
Experimentariet åbner igen med hele 16 udstillinger. Blandt de seksten udstillinger handler bl.a. disse to om klassiske emner: Bobleriet og Sansetunnelen, men formen er dog alt andet end klassisk.
Når en gæst nærmer sig indgangen til det nyåbnede Experimentarium kan billetten være købt på mobilen hjemmefra og takket være en gennemtænkt indretning glider man uden kødannelse ind til det spændende: Aktiviteterne i hele 16 nye udstillinger, der er for alle, og syv nye laboratorier, beregnet til undervisning af skoleklasser.
Bobler
– I Bobleriet kommer vi ind i en stor sæbeboble, et aktivt område med et fantastisk tema for alle aldre, fortæller direktør Kim Gerlev Gladstone. – To-årige laver bobler og fascineres af deres former og farver, og samtidigt studerer ingeniører boblerne for at finde ud af den korteste vej fra a til b. Gæsterne kan selv kombinere redskaber, så man kan lave bobler fra de bittesmå til de kæmpestore, og endda få de små bobler puttet ind i de store. Det sidste med hjælp fra en pilot, en studerende, som er uddannet til at hjælpe og inspirere publikum.
Bobleriet er tilrettelagt for især de 9-12 årige, men alle aldre vil gennem leg kunne lære om farver, minimalformer, lysbrydning og refleksion og finde svar på de mange spørgsmål: Hvorfor springer sæbeboblen, når den rører ved noget? Hvorfor kan man se sig selv i boblen? Hvorfor står spejlingen på hovedet? Og hvorfor er boblen overhovedet rund, når den er lavet med en trekantet sæbebobleværktøj?
Sæbevandet, man bruger på Experimentarium, er i øvrigt velegnet til bobler, fordi det løbende afskummes med en teknologi, udviklet af de ansatte selv.
Sanser
I Sansetunnelen bevæger man sig i et sanseunivers af små gange og broer med spejle, skærme, dufte, lyde, overflader, forklarer Kim Gerlev Gladstone. Alle sanser bliver sat på prøve: Høresans, lugtesans, berøringssans, synssans, ligevægtssans og evnen til at mærke sine egne bevægelser gennem signaler fra muskler og led. Udtrykket veksler, så det virker som en rejse igennem livet, og både børn og voksne mærker derfor på egen krop, hvordan sanserne udvikles hos foster og barn og senere svækkes hos den ældre.
Laboratorier
Skoleklasser modtager her undervisning med aktiviteter, den normale skole ikke selv kan mestre, fx dissektioner af dyr. Skolerne kan melde sig til forløb om aktuelle emner som energi, klima og madvarer. I fx klimalaboratoriet skal eleverne med deres mobiler være med i hemmelige missioner På jagten på den grønne energi og skabe elforsyningen i Elektricitanien.
Matematik med de bare næver
Hovedbruddet hører til de rolige områder. Teoretisk matematik omsættes til et sanseligt arbejde med at kombinere genstande til rumlige geometriske former, til at løse indviklede knuder op eller til at knække sjove koder. – Hele vor filosofi er, at vi lærer ikke bare gennem formler. Hvis man gørmatematik, er det meget lettere. Og det er nok en god idé, for det er ganske svært stof indenfor geometri, topologi og logik, man har leget med.
Eksperiment
Det nye Experimentarium er i sig selv et eksperiment, for eksempel har man under planlægningen tænkt stedet som en by, hvor man med inspiration fra fx lufthavnes publikumsområder sørger for en god bevægelse igennem de mange udstillinger og aktiviteter og hele tiden med designet signalerer, hvornår det er tid til aktivitet, og hvornår det er tid til fordybelse.
Stedet er et såkaldt science center, og målene er høje. – Vi vil skabe et sted, hvor man bliver involveret og kommer ud igen som et transformeret individ, og vor ambition er at høre til blandt de fem bedste i verden med et besøgstal på en halv million det første år. Vi er derfor glade for ikke bare at stå med en flot arkitektur, men et hus fyldt med udstillinger og aktiviteter, konkluderer direktør Kim Gerlev Gladstone.