Fra oldtid til nutid med moderne formidling
Sigurd Barrett brænder for at fortælle den danske historie og kan med sin baggrund og kreativitet formidle den på helt nye måder.
Sang og skolekoncerter
Sigurd har skrevet sange og musik til hele initiativet Sigurds Danmarkshistorie, og når han ved 100 skolekoncerter over hele landet fortæller om landets historie, synger han blandt andet denne omkvædslinje med børnene: Hvis vi favner den verden, vi ikke forstår, så kan verden af i morgen bli’ bedre end verden af i går.
De i alt 40 sange svarer til kapitlerne i bogen Sigurds Danmarkshistorie, og de kan åbne fortællingen om begivenheder og personer fra Grauballemanden, der var virkelig på spanden, til nyere tids muld, der blev til marker, og vindmølleparker gav energi til hver by. Med sange, ord og involvering gøres landets historie vedkommende på børnenes præmisser.
Spil på iPad
I det gratis tabletspil er der sjove opgaver for børnene at løse: I istiden skal man jage mammutter og skabe ild; i højmiddelalderen stable mursten og farvelægge Kalmarunionen; og i den nyeste tid planlægge elforsyningen i landet og bygge Storebæltsbroen. Selv fremtiden er med: Hvilke nye baner skal der laves for næste 50 år?
Film
Til hvert af de 40 kapitler er der produceret film, som gratis kan ses på nettet og benyttes i undervisning. Filmene er optaget på Nationalmuseet og på vidt forskellige historiske steder som fx Kronborg, Ribe Domkirke, Tycho Brahe Museet på Hven og Carl Nielsens barndomshjem.
Faglig dybe og forankring
Indholdet i den sprælske og nyskabende formidling er sikret dybde og kvalitet gennem partnerskab med bl.a. Nationalmuseet og Historielærerforeningen FALIHOS samt medvirken af både pædagogiske og historievidenskabelige konsulenter.