Da verden kom til Vestkysten
– Med det nye museum vil vi placere strandingshistorier som en levende del af Vestkystens kulturhistorie, og det er på en måde, der vil fascinere en meget bred kreds af besøgende, siger museumsinspektør Ingeborg Svennevig.
Strandingshistorie er verdenshistorie, og det gamle museum blev da også grundlagt med de mange genstande, lokale dykkere og Nationalmuseet i fællesskab reddede fra de to engelske orlogsskibe HMS Sct. George og HMS Defence. Begge sank juleaftensmorgen 1811 ud for Thorsminde, hvor museet ligger. I 2003 fandt man overraskende også roret fra Sct. Georges, og det bliver selvfølgelig en vigtig genstand i det nye museum, men det nye museum bliver ikke en samling af genstande, det bliver en bredere fortælling, der også kommer til at handle om søfolkene og deres møde med kystbefolkningen.
Strandingshistorien i fire kapitler
Museet gik til tre designfirmaer med sit ønske og endte efter en lang proces med at vælge Event Communication Ltd i London. Firmaet er meget stærkt i historiefortælling, så man ikke alene ser de og de ting, men kommer igennem en sammenhængende fortælling, fortsætter Ingeborg Svennevig. En fortælling, der også giver sig markant udtryk i hele det arkitektoniske forløb med dets fire gallerier, kapitler, som det også kaldes på museet.
I galleri 1 får publikum med film, lyd, projektioner og tågesimulationer en sansemættet præsentation af Den farlige Vestkyst, og man får mulighed for aktivt at afprøve sine evner som kaptajn, der skal tage hurtige beslutninger i en strandingssituation: Nord- eller sydover? Kappe masten? Smide lasten?
Med genstande, modeller og av-installationer giver galleri 2 et indtryk af situationen for både kystens redningsfolk og besætningen på HMS St. George og HMS Defence i timerne op mod forliset. Blandt nye genstande er breve og andre dokumenter, der blev sendt direkte til kongen efter at være bjerget fra kister og kasser på stranden, men som først blev fundet på Rigsarkivet i 2012 – og endnu bar sand, da arkivkasserne blev åbnet. – Der er logbøger og en del private breve, og det giver jo helt unikke fortællinger. Ud af forlisets 1300 døde fortæller vi syv konkrete menneskers historie.
Galleri 3 fortæller om de tusindvis af strandinger, men nu set fra kysten. Overleverede anekdoter fortæller om strandinger, der blev til kulturmøder, sågar med strandede helt fra Kina. Verden kom til Vestkysten, som det formuleres. Også i økonomisk forstand. Udtrykket at malke den blå ko betegnede, at strandinger også var af betydning som et supplement til husholdningen under de barske forhold.
I det fjerde galleri vendes igen tilbage til havet, og undersøisk illustreres det, hvordan arkæologien gennem tiderne har arbejdet med udgravning under vand, bjærgning og konservering. Med lommelygter undersøger de besøgende havbunden, er det affald eller skatte, vi ser?
Den gode historie
Med de fire kapitler og de mange illustrerende og interaktive udstillingsformer er Ingeborg Svennevig sikker på, at det nye Strandingsmuseum vil give mennesker uden forudsætning for søfart og det internationale samfund dengang et unikt indblik i, hvordan vi har rejst og mødt hinanden på kryds og tværs af kulturer til alle tider. Og når du går dig en tur på stranden, vil du fortsat kunne forestille dig sporene fra disse møder, rester, der ligger ude i havet.