Studieophold på en af verdens bedste konservatorier

- At lave rør er mere end halvdelen af arbejdet som oboist! Rebecca Ann Cherry citerer sin lærer med et smil i stemmen. Som elev på et af verdens bedste konservatorier lærer man også det mest basale til perfektion, og først efter flere års hårdt arbejde møder man et publikum for første gang.

– Vi laver rør hver dag, og det tager to timer at lave bare et enkelt. Træet er et slags græs, der kun vokser i iltfattig jord i blæsende områder. Med en kniv skærer og skraber vi det til en bestemt facon og kontrollerer hele tiden med et mikrometer, forklarer hun. Det syv centimeter lange rør er hele grundlaget for tonen.

Skemaet
Mikrometernøjagtigheden går igen i de andre fag. Hørelære handler om rytmer og akkorder, men på Guildhall også om at synge. Også den slags sange, der ikke følger det gængse dur- eller mol-skema. – I England er man flittige til at optræde med ny musik, så vi skal derfor lære at synge atonalt, hvilket generelt er svært. Jeg får lov til at træne alt det, der ikke er logisk inde i mit hoved. På den måde lærer man at forestille sig tonen, inden man spiller den. Det sikrer, at man intonerer korrekt.

Om det nu lyder, som man forestiller sig, får man kontrolleret mindst én gang om ugen, når de to første årgange spiller kammermusik for hinanden. – Man gør sig selv nervøs, øver derfor, og man lærer virkelig meget af feedback fra kollegerne på skolen. Med jævne mellemrum er der orkesteropførelser med messing og slagtøj, hvor en lærer dirigerer og vejleder. – Her har du en vigtig stemme, og du skal sørge for, at de andre følger dig! Vi lærer at spille i orkester, og vi lærer repertoiret.

Rebecca har hele to personlige lærere, Timothy Rundle og Gordon Hunt, begge oboister i Philharmonia Orchestra, og i forhold til normal dansk standard møder hun dem ganske ofte: 30 – 45 timer årligt i de fire år, uddannelsen varer.

Atmosfæren
-På Guildhall er tankegangen meget konkurrencepræget. Med fire konservatorier alene i London er man nødt til at tænke større. Og det synes jeg er meget fascinerende, man lytter til de andre og tænker: Hold da op, nu skal jeg øve, og efter to timer, at jeg bare skal fortsætte.

-Vi kan gå til prøver i London Symphony Orchestra, der ligger i samme bygning som os. Man finder så ud af, at de kun har 5-6 timers prøver inden koncerten. Musikerne kommer så forberedte, at det lyder, som om de har spillet det i tredive år. Et ufatteligt højt niveau, og det ligger i samme bygning som os!

Lærerne
Lærerne åbner Rebeccas øjne for nye forbindelser i stoffet. – Mange finder det ærefuldt at undervise de unge. Det kommer til udtryk ved, at de altid er i gang med at undersøge nye ting. Vi har et akademisk fag, hvor vi skriver essays. Læreren har også interesseret sig meget for alexanderteknik (en særlig bevægelsesteknik, red), så lige pludselig har vi en lærer, der er akademisk interesseret, kan sin alexanderteknik og samtidig er oboist. Vi bliver altså undervist i at kombinere det akademiske og kropslige med det musiske.

Fremtiden
Drømmen handler om en professionel karriere på højt niveau, og Guildhall byder på den disciplin, atmosfære og undervisning, der gør det muligt. Også uden at tabe sit eget udtryk undervejs. – De fleste oboister spiller på den slags rør, jeg lærer at lave nu, men ingen af os lyder ens. Ens klang kommer jo også fra oboen, hvor meget lufttryk man selv kan producere, og hvordan ens mund, embrochure, som man kalder det, spiller sammen med oboen. Så selvom jeg laver den samme slags rør, har vi hver vores klang og udtryk, konkluderer Rebecca Ann Cherry.